Pluk selv bær

Pluk Selv

Hos Ømosebær er det muligt at plukke blåbær, stikkelsbær, solbær, røde og gule hindbær i en sæson, der strækker sig fra 1. juli til frosten sætter - naturligvis med skiftende bærtyper gennem sæsonen.
Der er åbent for tirsdag 12-18, torsdag 12-18 og lørdag-søndag 10-15. Prisen for bær ved selvpluk er 35 kr. pr. 1/2 kilo.
Det gælder både blåbær, stikkelsbær og hindbær. Jordbær koster 16 kr. pr. 1/2 kilo. Solbær koster 25 kr. pr. kilo.
Folkene hos Ømosebær er altid klar til at rådgive om de bedste metoder til at plukke de forskellige bær, samt informere om behandling af friske bær og bedste nedfrysningsmetoder. Desuden øser de gerne af deres erfaringer med de forskellige bærtyper og -sorter.

Det eneste DU skal gøre, er at medbringe skåle og en tom mave, for hos Ømosebær må du spise alle de bær du kan mens du plukker. Vi glæder os til at se jer.

Bærsorter

Duke

(giver bær slut juli/ begyndelsen august)
Duke er en god sort med stærke grene. Den er én af de mest plantede sorter i Europa, på grund af den tidlige bærgivning, dens høje produktion og kvaliteten af bærret.
Bærrene er store, faste, lyseblå og så har de en fantastisk smag. Blomstringen er sen, hvilket reducerer risikoen for frostskader.

Duke er den af sorterne, hvor bærret er mildest og sødest i smagen, hvilket gør at den egner sig godt til syltning og saft, hvis man vil nedsætte forbruget af sukker. Dog kan man også påstå at smagen er lidt mere fad, hvortil det er nødvendigt at bruge mere citron for at skabe den bedste smagsbalance.

Det er desuden den bærsort som giver de største bær, og egner sig derfor ekstra godt som dekorationsbær. Ligesom de andre bærsorter, holder bærret formen, selv efter nedfrysning.

Draper

(giver bær begyndelsen august)
Draper er en forholdsvis ny sort. Det er en meget produktiv tidlig midtsæson sort, men kan plukkes af flere omgange, hvilket betyder at sorten kan høstes gennem det meste af højsæsonen. Bærrene hænger i løse klynger, er lyseblå og meget faste. Bærret er mellemstort og velegnet til dekoration. Af vores sorter af Draper det mest syrlige, hvilket gør det til flere af de ansattes ynglingsbær, da det er meget smagfuldt. Bærret er godt til bagværk, da smagen træder tydeligt frem.

Holdbarheden er lang på grund af bærrets exceptionelle kvalitet og som de andre bærsorter, egner det sig til nedfrysning, og bevarer formen efter optøning.



Liberty

(giver bær midt august.)
Liberty er én af vores sene sorter. Bærrene hænger lidt mere spredt og grenene er lidt mere oprejste, på en tæt busk, som i sammenligning med de andre sorter, har meget grønne grene, hvilket betyder at man kan adskille busken fra de andre sorter, simpelthen ved at se på grenenes farve.

Liberty har de mindste bær, men samtidig også den mest koncentreret smag, hvilket gør det til et af favoritbærerne blandt de ansatte. Bærret er lyseblåt, formfast og har en let syrlig, og kraftig smag. Bærret egner sig godt til bagværk, hvor smagen træder tydeligt frem, ligesom i salater. Liberty har en lang holdbarhed og høstes af flere gange, hvilket betyder at det er en af de sorter som høstes i højsæsonen. Sorten kan ligesom vores andre sorter fryses og stadigvæk beholde formen når det optøes.

Elliot

(giver bær slut august til midt september)
Elliot er vores nyeste sort. Den har i Europa længe været den foretrukne sene sort, og vi har indført den i produktionen for at dække overgangen til afslutningen af sæsonen. Bærrene har den velkendte supermarkedsblåbærstørrelse, men med en meget kraftfuld smag, som er velegnet til bagværk. Bærrene er skyblå og sidder spredt på en svag rødlig busk.

Elliot har lang holdbarhed og kan ligesom vores andre sorter tåle at blive frosset ned og holder formen når det optøes.





Aurora

(giver bær september til frosten sætter ind)
Aurora er vores seneste sort. Den giver bær helt til frosten sætter ind. Bærrene hænger også her lidt mere spredt, på en lille, tæt busk. I forhold til de andre sorter har Aurorabusken et svagt rødt skær, som gør den enormt dekorativ.

Aurora er en interessant sort på grund af den sene høsttid, som betyder at når resten af det europæiske blåbærmarked ikke længere har bær at høste, er vi faktisk i stand til at høste friske bær hos os, hvilket forlænger vores høstsæson betragteligt.
Farven er mørkere blå og bærrene har en pæn størrelse med en lidt syrlig smag, hvilket egner sig godt i bagværk og salater, hvor blåbærsmagen kan få lov at træde frem.
Aurora har en lang holdbarheden og kan ligesom vores andre sorter tåle at fryses, men holder samtidig også formen når det optøes.

Allgold

(giver bær august-oktober)
Allgold er et gult hindbær, som har en lang høstperiode. Bærret er stort og med en meget kraftig smag, som endda kan virke mere smagfuld end hos bærrets røde kusine. Bærret er meget sødt. Busken producerer mange bær, hvilket betyder at der er stort udbytte pr. busk.

Bærret har en unik glødende gul farve, som gør bærret særligt velegnet til dekoration. Bærret kan dog også bruges i traditionelle hindbærretter. Ligesom med røde hindbær skal det gule hindbær ret hurtigt behandles, så snart det er kommet ind i køkkenet. Bærret kan selvfølgelig fryses, men holder ikke formen efter nedfrysning.



Achilles

Achilles er en rød stikkelsbærsort. Bærret er stort og sødt, med en glat skal. Bærret er ikke fuldstændigt rødt, når det modnes, men falder dog stadigvæk under kategorien 'rødt stikkelsbær'. Bærret modner sent, men er samtidigt et meget robust bær, som giver stort afkast pr. busk.

Vi har plantet denne sort stikkelsbær i højbede, som bliver vandet og gødet gennem et drypvandingssystem. Buskene bliver samtidigt bundet op på ståltråde, sådan at de ikke ligger på jorden og dermed bliver de nemmere at plukke. Stikkelsbærmarken for desuden et flot udseende som på mange måder minder om en vinmark.

Bærret er velegnet til madlavning, og kan, hvis det er løst frossent, bevare formen ved optøning.

Polka

Polka er en rød hindbærsort, som giver bær på både sommerskud fra august og efterårskud frem til frosten sætter ind. Særligt efterårsbærrene er store og koniske i form, og har en kraftig hindbærsmag. Sorten egner sig godt til dekoration, men smagen betyder at sorten sagtens kan bruges til klassiske hindbæropskrifter.

Bærrene kan fryses, men hvis formen skal bevares, skal bærrene løsfryses.






Redeva

Redeva er en stikkelsbærsort med en klar rød farve og glat skal, som modnes i august. Bærrene bliver store og har en kraftig smag, som betyder at bærrene kan nydes friske, såvel som element i det danske køkken. Sorten kan fryses.

Hos Ømosegård er Redeva-buskene plantet direkte på jorden, da det giver mulighed for både at høste bærrene med hånd og med maskine.

Sorten er desuden naturlig meldugresistent, hvilket mindsker sandsynligheden for sprøjtning.